En speciel oplevelse
 
Det er en hel speciel oplevelse, at leve sammen med ”en rigtig flok”. Det er tydeligt, at se hvordan hundene taler sammen og det er også tydeligt, at se hvem der bestemmer. Fysisk magtanvendelse er en yderst sjældenhed og psykisk terror er der heller ikke meget af. Ingen er i tvivl om, oversergent Mutshie har det sidste ord og ingen har den mindste intension om, at betvivle det. Et enkelt blik fra Mutshie og flokken fortrækker.

I en lang periode var Uni næstkommanderende efter Mutshie, men som tiden gik og hvalpene blev større og ældre trådte Gimmi i karakter og i dag er han næstkommanderende efter Mutshie. Det er sjovt, at se sergenten og hans højrehånd når de forsvare fronten. Mutshie er altid i første række når fjenden nærmer sig og Gimmi træder vande i anden geled parat til, at hjælpe hvis nu Mutshie ikke skulle kunne klare sig. Grundet Gimmis unge alder og derfor manglende aldersautoritet bruger han til tider magt for, at opretholde sin plads over for småtøserne.

Uni rangere nu efter Gimmi og hun styrer småtøserne ganske flot. Kan hun se der er optræk til diskussion er hun der prompte og stopper konflikten. Heller ikke hun bruger magt – kun en løftet overlæbe eller en rumlen fra maven som til tider for ”småpigerne” til, at trimle om på ryggen med alle fire lige i vejret.

Hakordenen slutter ikke her for Bandie mener bestemt, at hun som den først fødte bestemmer over Ninka og Greenie. Hverken Ninka eller Greenie bruger tid på, at udfordre hendes position – Greenie vender ryggen til og Ninka bukker og siger JA JA - du er den hurtigste og stærkest, men skal vi nu ikke bare lege.

Uanset rang har alle hunde et fantastisk hundesprog som er utroligt interessant at studere. Alle bruger ofte de dæmpende signaler - slikke sig om munden, gaben, kigge væk osv. - og de unge bruger også ofte signalerne lav kropsholdning og haleføring, lange mundvige, airplane ears eller totalt tilbagelagte øre. Ingen træder med vilje hinanden over tærerne – de forsøger, at indordne sig efter hinanden.

I artiklen ”Er det dig eller mig der bestemmer” beskriver Hanne Hjelmer Jørgensen, at det kun er ganske få ting som floklederen bestemmer og sådan er der faktisk også her. At sige der slet ingen hanorden eksistere kan jeg ikke for det er der, men det handler ikke om den bedste plads i sofaen eller om, at gå først eller sidst ud eller ind af en dør. I døgnets fleste timer lever alle hundene som en harmonisk familie uden de helt store konflikter. Først når der kommer gæster, er kødben eller hjemmelavet mad i farvandet eller når ”fjenden” skal jages bort træder hakordenen i kraft.

Vi (Ole og jeg) forsøger, at behandle alle hundene som om de var den eneste ene. Vi blander os som regel ikke i deres indbyrdes hakorden – det må de selv finde ud af så længe det ikke ender i ballade. Pt. er vores yngste medlemmer kun 14 måneder og meget kan ske endnu, men vi håber og beder til, at vores måde, at håndtere og behandle hundene på vil resultere i, at de for tid og evighed kan leve som flok i fred og fordragelighed.