Er det dig eller mig der bestemmer ?

 

Af Hanne Hjelmer Jørgensen, biolog med speciale i ulve og grønlandsslædehundes adfærd

 
     
  Lederskab er et af tidens modeord i hundetræning og - opdragelse. Vi skal dominere familiehunden ved at gå først ud af døren, spise først, ignorere den ved hjemkomst osv. Men hvilke tanker omkring begrebet lederskab dominerer egentlig i den etologiske forskning af hunde og ulves adfærd? Lever fritlevende hunde og ulve i rigide, magtbaserede dominanshierarkier? Eller er lederskab snarere et venligt og tolerant forældreskab?  
     
  I en af Storm P's "fluer" står en stor, tyk mand med bøjet hoved foran en lillebitte hund. Teksten lyder:"Er det dig eller mig, der bestemmer?" Det er et godt spørgsmål, som sandsynligvis har optaget Homo sapiens, lige siden ulven - for måske så langt tilbage som for over 100.000 år siden - begyndte at gøre sig selv til husdyr ved at nærme sig menneskenes bo- og lejrpladser, og æde affald og afføring samt stjæle kød fra tørrestativer. Spørgsmålet er stadig aktuelt. For selv om det er en almen udbredt og accepteret opfattelse, at det er ejeren og familien, der bestemmer, så er dette absolut ikke en eviggyldig, uangribelig sandhed, som ikke kan anfægtes.

 

  
 

Fysisk magtanvendelse

 
  Lige siden opdagelsen af ulvens dominanshierarki eller rangorden, og idéen om, at den ranghøjeste han i flokke (alpha-hannen) er floklederen, blev skabt, har det været brugt som belæg for, at det er ejeren, der bestemmer. Ikke nok med det. Ulvens rangorden og idéen om én lederulv har også været brugt som belæg for at udøve fysisk magt over for hunden for at vise den, hvem der bestemmer. I rangordenens og floklederens hellige navn har man sparket og tævet hunde med de bare næver eller med forskellige redskaber. Som f.eks. Ejnar Mikkelsen skriver i sin bog Tre år på Grønlands østkyst: "Eskimohunden kan ikke behandles med udelukkende venlighed, så tager de magten fra en. Der skal pisk til".

På et tidspunkt blev det imidlertid "trendy" - eller "in", som det hed dengang - at gøre den fysiske magtanvendelse mere "artskorrekt", men dog ikke mere "hundevenlig". Med henvisning til, hvordan "lederulven" opfører sig over for sine flokfæller, skulle man nu vælte hunden omkuld og holde den nede, indtil den overgav sig. Mens ulvehvalpene er små, vælter forældrene dem jævnligt omkuld med snuden eller poterne og holder dem nede i et sekund. Tilsvarende bider alpha-ulvene flere gange dagligt de underlegne ulve over snuden og presser dem i jorden. Der er imidlertid ikke tale om, at forældrene/alpha-ulvene holder hvalpene/de underlegne ulve fysisk nede - indtil de overgiver sig. Derimod underkaster hvalpene og de underlegne ulve sig frivilligt. Sagt med Roger Abrantes ord, så bruger forældrene ikke magt, for hvalpen hjælper selv til. Og med henvisning til, hvordan hundefaren disciplinerer sine hvalpe, anbefalede Eberhard Trumler at gribe hvalpen i nakkeskindet, løfte den op og ryste den. Der findes dog ingen dokumentation for, at hundefaren eller for den sags skyld hundemoren behandler sine hvalpe på den måde. Nogle bed endog hunden i øret, eller nev den i øret med fingrene, hvilket heller ikke er "artskorrekt".
 		  
 

Psykisk magtanvendelse

 
  Så begyndte der at lyde advarsler om, at fysisk magtanvendelse træner hundens dominans, og at man kunne risikere, at hunden gav igen af samme skuffe. Og så blev fysisk magtanvendelse erstattet af psykisk magtanvendelse. Grunden var måske også, at man fandt psykisk magtanvendelse mere dyreetisk end fysisk magtanvendelse, hvilket dog kan undre. Nu skulle man dominere hunden psykisk for at understrege dens underordnede position i familien, eller måske rettere, for at den skulle kende sin underordnede position i familien. Forslagene til, hvordan det skal gøres, er utallige. Jeg kan nævne i flæng:
1) du skal gå først ud af døren,
2) familien skal spise før hunden,
3) hunden skal sidde for at få sin mad,
4) hunden skal sidde, når den beder om ens opmærksomhed, eller du skal ligefrem afvise den, når den tigger om opmærksomhed,
5) hunden skal forbydes adgang til møblerne eller i det mindste til bestemte møbler,
6) du skal udøve hals- og håndsret over hundens kødben og legesager,
7) hunden må ikke lægge sig i døråbninger og lignende, og hvis den gør det, skal du bede den om at flytte sig,
8) du skal ignorere hunden ved hjemkomst og først hilse på de øvrige i familien,
9) og hunden må ikke sove i sengen eller i soveværelset.
 		  
 

Etologisk belæg for psykisk magtanvendelse?

 
  Nogle af de måder at dominere hunden psykisk på, hævder man at kunne hente belæg for i etologiske studier af ulve. Men hvor meget etologisk belæg er der faktisk for f.eks. at gå først ud af døren, at spise før hunden og at ignorere hunden ved hjemkomst?

* Nogle observationer viser, at det i 70% af tilfældene er en af de to alpha-ulve (alpha-hannen eller alpha-hunnen), der går forrest. Observationer af en polarulveflok på Ellersmere Island viste, at det i 46 ud af 70 tilfælde var alpha-hannen, der gik forrest, og i 24 tilfælde alpha- hunnen. Når alpha-hunnen er i løbetid, går hun dog forrest, og alpha-hannen går lige bag hende. Når ulve følger flodsenge, dyreveksler eller gamle veje, og det er åbenlyst, hvor flokken skal hen, kan enhver ulv i flokken gå forrest.

* Hvis byttedyret er lille som f.eks. en moskusoksekalv, æder alpha-parret først, og alpha-ulvene kontrollerer, når de underordnede ulve æder. Mens alpha-parret æder, udfører de underordnede ulve et underlegenhedsritual, som synes at indeholde elementer af hyldest, tiggeri eller formildning. Men når byttedyret er stort, f.eks. en voksen elg, så æder alle samtidig.

* Idéen om at ignorere hunden ved hjemkomst og først hilse på de øvrige i familien er der dog absolut intet belæg for i ulves ophidsede hjemkomst hilseritualer med halelogren og snusen til hinanden. Ved hjemkomst ignorerer alpha-parret hverken hvalpene eller de andre tilbageblevne unge og voksne flokmedlemmer.
 		  
 

Udstødt fra flokken

 
  I ulveflokke kan det ske, at en ulv bliver udstødt fra flokken, idet alle eller en del af flokken jager den væk. Når det sker i fritlevende ulveflokke, bliver den udskudte en "påhængsulv". Det vil sige, den holder sig i nærheden af flokken og lever af de rester, der er tilbage af byttet, når flokken har forsynet sig. Når det sker i ulveflokke i fangenskab, bliver den udstødte til en syndebuk, og den bliver undertrykt og angrebet af de andre. I et spand grønlandske slædehunde, som var udsat på en lille skærgårdsø i sommermånederne, blev en af hundene syndebuk og var henvist til konstant at opholde sig i vandkanten eller på en klippe, der ragede ud i vandet.

Nogle synes måske ikke, at det er særligt undertrykkende, at de spiser før hunden, at hunden skal gå sidst ud af døren, eller at den skal flytte sig, når den ligger i døråbninger eller lignende. Men med al den afvisning, forbud, ignorering og isolation, som hunden udsættes for gennem de nævnte ni måder at dominere den psykisk på, må hunden føle sig mere eller mindre udstødt fra familien snarere end at føle sig som et medlem af familien. Man skal også tænke på, at hunden er et ekstremt socialt dyr, som tvinges til at leve som enehund sammen med en helt anden art, og at den ofte efterlades alene hjemme i 8 timer eller mere dagligt.

Disse måder at dominere hunden psykisk på anvendes også til at behandle, hvad man betegner dominansproblemer eller dominansaggression. Den engelske adfærdsbehandler David Appleby mener, at virkningen er, at hunden bliver deprimeret og trækker sig tilbage.
 		  
 

Den altbestemmende lederulv

  
  Findes der etologisk belæg for, at ejeren bestemmer? Er det sådan i ulveflokken, at der er en "flokleder", som alle de andre retter sig efter? For at belyse dette spørgsmål udførte ulveforskeren Erik Zimen i slutningen af 1960'erne en række "lederskabsforsøg" med sine tamme ulve. Selvom han er påpasselig med at konkludere for meget ud fra forsøgene, så tør han dog med sikkerhed sige, at den altbestemmende lederulv ikke findes, og at en ulveflok ikke bliver autoritært ledet. Dette stemmer overens med, at ulveforskeren David Mech udelukker, at ulvens lederskab er autokratisk. Således kan alpha-hannen ikke få sin vilje mod flertallets vilje, hvilket følgende eksempel illustrerer:

David Mech opdagede, at den flok ulve, han studerede på Isle Royale, var i færd med at udvandre fra øen over isen. Da ulvene havde travet et par kilometer bort fra øen, begyndte nogle af flokmedlemmerne at tøve og stoppe. Lederen syntes dog fast besluttet på at fortsætte, og vendte flere gange tilbage til de andre og syntes at tilskynde dem til at følge efter sig. Efter at have travet endnu en halv kilometer nåede ulvene til et stykke med ujævn, takket is og samtlige flokmedlemmer, undtagen lederen, satte sig ned. Uden held forsøgte lederen igen at få de andre til at følge efter sig. Herefter førte lederen flokken tilbage til øen.
 		  
 

Mor, far og delt lederskab

 
  På baggrund af litteraturstudier og efter at have studeret en polarulveflok på Ellesmere Island gennem 13 somre stillede David Mech i 1999 spørgsmålstegn ved det herskende syn på ulves lederskab og rangorden. Ifølge David Mech er den typiske vildtlevende ulveflok en familie, som omfatter det ynglende par og deres afkom fra de foregående 1-3 år. Fordi hvalpene udvandrer og kun få er tilbage i flokken efter det tredje år, er de eneste vedvarende medlemmer af flokken det ynglende par. Derfor mener han, at det er mere passende at kalde det ynglende par for moren og faren end alphaer. Man ville jo heller ikke betegne menneskeforældre som alphaer, bare fordi forældre naturligt dominerer deres unge afkom.

Begrebet "alpha" bør reserveres til de få store ulveflokke, hvor ældre, ynglende dyr muligvis dominerer yngre, ynglende dyr, og hvor der muligvis er et dominanshierarki med alpha, beta og omega dyr. Frem for at tale om én flokleder, taler David Mech om, at moren og faren leder aktiviteterne og deles om lederskabet i et arbejdsdelingssystem. Her dominerer moren mest aktiviteter som at tage sig af hvalpene og forsvare dem, og faren dominerer mest, når der skal skaffes føde og på de vandringer, der er forbundet med det.
 		  
 

Ikke rangorden hos fritlevende ulveflokke

  
  David Mech mener, at ulvens stærkt opreklamerede rigide, magtbaserede dominanshierarki ikke findes hos vildtlevende ulveflokke. Dominansstridigheder mellem moren og faren, og deres afkom er nemlig sjældne, hvis de overhovedet eksisterer. I løbet af 13 somre så han ingen dominansstridigheder hos polarulvefamilien på Ellesmere Island. Hos vildtlevende ulveflokke kommer dominansen ikke til udtryk i en rangorden. Og reglerne for dominans ligner slet ikke den rangorden, hvor en gruppe af ens individer kæmper om rang. De eneste rangdemonstrationer, der ses hos vildtlevende ulveflokke, er:

1) at de dominerende ulve står med halen højt, og underordnede ulve gør sig mindre og kryber sammen, og
2) at kun alpha-ulvene markerer.

Dertil kommer ejerskab til mad og overdragelse af mad: Enten gylper alpha-hannen føden op, eller han giver det til alpha- hunnen eller tillader hende at stjæle det fra ham, eller han afleverer det selv direkte til hvalpene. Ulve af hvilken som helst rang kan forsøge at stjæle mad fra en anden uanset dennes rang, men enhver forsvarer sin mad. Disse regler for dominans er så automatiske, at der sjældent bliver rejst tvivl om dem. Det sociale samspil er altså roligt og fredeligt. Tilsvarende bøjer hvalpene sig for de voksne og de ældre søskende på samme automatiske, fredelige måde. De eneste privilegier, der er forbundet med rang, er:

1) at mor og far kan spise først, når byttedyret er lille,
2) at hvalpe får først mad, og
3) at mor og far fodrer hvalpene i stedet for de ældre søskende, når føden er knap.
 		  
 

Dominanshierarki: En fangenskabsadfærd

 
  Et er, hvordan det forholder sig hos ulve. Noget andet er, hvordan det forholder sig hos hunde. Man kan nemlig ikke kvit og frit overflytte det, der gælder for ulve, til også at gælde for hunde. Helt i overensstemmelse med David Mechs nye syn på lederskab og rangorden sætter studier af frit omstrejfende hunde, som lever i flok, spørgsmålstegn ved, hvor hierarkisk tamhunden i virkeligheden er. Den sjældne forekomst af underkastelse- og dominansadfærd blandt hundene i disse flokke gør det nemlig vanskeligt eller umuligt for etologerne at opstille en rangorden eller et dominanshierarki. Rigide, magtbaserede dominanshierarkier er da også oftest fangenskabsadfærd. De fleste arter, som holdes i fangenskab, danner dominanshierarkier med alpha, beta og omega dyr, hvor alphadyret står over alle de andre, beta-dyret står over alle de andre, men ikke over alpha- dyret osv. Det gælder også for mennesker. Et stensikkert sted at finde dominanshierarkier blandt mennesker er i fængsler, flygtningelejre og koncentrationslejre.

Det herskende syn på ulveflokken versus David Mechs nye syn Hvori består forskellen mellem det herskende syn på ulveflokken og David Mechs nye syn? Er det bare ord, eller har det også en praktisk hundepædagogisk betydning?

Det herskende syn på ulveflokken er, at den indeholder en gruppe af individer, som bestandig kappes om at beholde eller øge deres status, men holdes i skak af alpha-parret. Overført på familiehunden betyder det, at hunden tillægges hensigter om bestandigt at stræbe efter en højere rang. Og for at undgå, at hunden bestemmer eller udfordrer ejerens eller andre familiemedlemmers position, skal man dominere den ved at gå først ud af døren, spise først, ignorere den ved hjemkomst osv.

David Mechs nye syn på ulveflokken er, at den er en familie med mor, far, yngre og ældre søskende, som ikke etablerer rangorden. Derfor kappes familiemedlemmerne heller ikke bestandigt om, at beholde eller øge deres status. I stedet bøjer afkommet sig automatisk, roligt og fredeligt for forældrene. Overført på familiehunden betyder det, at hunden ikke bør tillægges hensigter om bestandigt at stræbe efter en højere rang, men at den derimod automatisk roligt og fredeligt bøjer sig for ejeren og de andre familiemedlemmer. Desuden mener David Appleby, at en hunds forsøg på at øge sin status inden for familien forudsætter, at hunden har en evne til at planlægge ud i fremtiden, og at den ved, hvordan dens adfærd påvirker andres følelser og tanker. Men det tror han ikke, at hunde er i stand til. Derfor er det meningsløst at dominere hunden ved at gå først ud af døren, spise først, ignorere den ved hjemkomst osv.

Hvis man endelig vil demonstrere sin rang over for familiehunden på ulvsk vis, må man i følge David Mechs nye syn:

1) gå med halen højt,
2) markere, og
3) "lede og fordele" føden ved:
a) at spise først, når byttedyret er lille,
b) fodre hvalpene først, og
c) fodre hvalpene i stedet for de ældre søskende, når føden er knap.
 		  
 

Frit omstrejfende hundes lederskab

 
  Der findes desværre kun få oplysninger om frit omstrejfende hundes lederskab. Men i en hundeflok, som bestod af en tæve og to hanner (hannerne kaldes X og Y), var det oftest tæven, der var flokleder. Sædvanligvis fulgte X efter tæven, og som følge af magneteffekten fulgte Y efter parret. I den park, som hundene gik i om morgenen for at jage egern og søge efter føde, var det imidlertid X, der var lederen, når han førte an til søen, hvor hundene drak vand og svømmede. Det var også X, der ledte flokken hjem fra parken. Men når de jagede egern, var det Y, der førte an. I en anden flok frit omstrejfende hunde var det en tæve, der tog initiativ til territorieforsvar, når mennesker eller fremmede hunde nærmede sig. I en anden flok var det imidlertid aldrig en bestemt voksen hund, der tog det initiativ. Og i en tredje flok var det altid den samme hanhund, som tog initiativ til aggressive udfoldelser over for indtrængere, og han var sædvanligvis også den sidste til at trække sig tilbage efter disse sammenstød.

 

  
 

Lederskab, initiativ og forbud

  
  Den svenske biolog Lars Fält definerer lederskab som, at nogen kontrollerer, leder eller dirigerer andres adfærd og tager initiativ til aktiviteter. Han skriver, at dette tydeligt mærkes ved jagt, vandringer, og når ulvene vågner efter at have hvilet sig i længere tid. Denne definition er hentet hos David Mech. Han definerer nemlig lederskab som én ulvs åbenlyse kontrol, ledelse eller dirigeren af de andre ulves adfærd. Hos de ulve, han studerede på Isle Royale, så han lederskab, når ulvene angreb elge, travede henover øen eller vågnede efter en lang hvile. Det er på denne baggrund, at Lars Fält foreslår, at man i lighed med alpha-hannen ikke hævder sin dominans gennem aggression, men gennem at tage initiativ til kontakt, til at lege, til dressurøvelser osv.

Desuden foreslår Lars Fält, at man skal sætte forbud op. Det er dog uklart, hvorfra han henter belæg for det. Han hævder, at en dominant ulv eller hund kan hævde sig ved hjælp af forskellige forbud og med et fast blik eller knurren forhindre de andre i at tage en bestemt pind eller et ben, eller at gå til en bestemt plads. Efter et stykke tid går ulven eller hunden væk og virker helt uinteresseret i, om de andre tager genstanden eller lægger sig på den tidligere forbudte plads. I overensstemmelse med de tidligere nævnte ni måder at dominere hunden på, nævner han også, at hunden måske må gå op i visse møbler, men ikke i andre.

Forudsat at dominante ulve eller hunde faktisk kan hævde sig på den måde, er det dog ikke belæg for at nedlægge absolutte forbud for familiehunden som f.eks., at der er et eller flere møbler, som den absolut aldrig under nogen omstændigheder må gå op i. Hvis man på "artskorrekt" vis vil nedlægge forbud for familiehunden, skal det ikke være med absolutte forbud, men ved at udnævne f.eks. et bestemt møbel som midlertidigt "tabuobjekt", hvorefter man er fuldstændig uinteresseret i, at hunden lægger sig op i møblet. Eller man bør snarere sætte sin tallerken med flæskesteg ned på gulvet, og sidde dér og spise, mens hunden tigger og forsøger at stjæle, men ikke opnår noget ved det.

Det ser ikke ud til, at ulvemoderen og ulvefaderen dominerer deres afkom med andre forbud end at æde først, når byttedyret er lille. David Mech udførte et eksperiment med at give faderen i polarulvefamilien en død snehare, mens faderen var i selskab med to voksne sønner. Selvom sønnerne tiggede, fik de intet ud af deres tiggeri. Heller ikke den et-årige Scruffy fik noget ud af at tigge hos moderen, som åd en snehare lige for snuden af Scruffy. Tilsvarende bar faderen i en familieflok af grønlandske slædehunde et hareådsel hjem, som han lagde sig til at æde, mens de seks uger gamle hvalpe slog kreds omkring ham og tiggede. Det lykkedes en af hvalpene at stjæle harens ene øre, men faderen indhentede synderen og tog øret fra hvalpen. Og hvalpene måtte pænt se på, at deres far åd hele hareådslet selv. Faderen i denne hundefamilie forsøgte sig dog også med at nedlægge andre forbud for sin mage og deres afkom. Disse forbud gik ud på ikke at nærme sig hegnet, når fremmede personer stillede sig op ved indhegningen, og ikke springe op af gæster i huset. Faderen nedlagde dog aldrig forbud mod, at hans mage og deres afkom lagde sig i bestemte møbler eller hundekurve, og han jog aldrig nogen væk fra møbler eller hundekurve. På et tidspunkt blev hundefamilien midlertidigt forøget med en bedlingtonterrier, som medbragte sin egen lille hundekurv. Bedlingtonterrieren lagde sig i den største af hundekurvene. Af tomme hundekurve stod nu kun belingtonterriens lille kurv tilbage, som faderen med noget besvær fik krøllet sig sammen i.

Lederskab i ulvsk forstand synes at have mindre at gøre med at nedlægge (absolutte) forbud og mere med at tage initiativer til bestemte aktiviteter. Men præcis hvilke aktiviteter?
 		  
 

Initiativ til aktiviteter

  
  Det herskende syn på floklederen er som sagt, at han kontrollerer, leder eller dirigerer de andre ulves adfærd ved at tage initiativ til, hvad der skal foregå, navnlig i forbindelse med jagt, vandringer, og når ulvene vågner efter en lang hvile. Ifølge David Mechs polarulvestudier synes initiativ i forbindelse med jagt, indtrængende fremmede ved hulen, sammenstød med fremmede ulve, vandringer og opvågning efter en lang tids hvile da også hovedsagelig at komme fra forældrene:

Det synes at være moderen og faderen, som tager initiativ til og tilskynder angreb på bytte. Dog mener David Mech, at det synes rimeligt at tro, at ethvert erfarent flokmedlem, som har mulighed for at tage initiativ til et angreb, vil gøre det. Når ulvene jagtede sneharer i flok, var det mest faderen, der lå i baghold og fangede de harer, som de et- årige jagtede.

En moskusokse nærmede sig ulvenes hule med hvalpe. Faderen opdagede den først og nærmede sig den, hvorefter alle ulvene omringede den. Da moskusoksen efter en time stadig holdt stand, begyndte moderen at gø og gø-hyle, og alle familiemedlemmerne fulgte hende hen til moskusoksen, hvor de satte sig eller lagde sig, mens hun fortsatte med at gø og gø-hyle. Det synes som om, at moderen pludselig havde forstået, at omringningen af moskusoksen kun fastholdt den foran hulen. Så for at give den mulighed for at slippe væk, måtte hun lede flokken til den ene side. Efter 30 minutter forsvandt moskusoksen.

David Mech har fire gange overværet moderens og faderens møde med fremmede ulve. Hver gang forfulgte de den fremmede og med tilsyneladende lige stor aggression. Efter sådan et sammenstød, som han kun så eftervirkningerne af, var både det ynglende par og den ynglende ulvs mor (når moderen holder op med at yngle, tager hendes datter over) alle smurt ind i blod. Alle havde åbenbart deltaget i angrebet.

Der var ikke social aktivitet i polarulvefamilien, før forældrene vågnede og blev aktive. Ofte vågnede moderen først og prøvede at vække faderen. Og somme tider syntes moderen at tilskynde faderen til at blive aktiv, og gå ud og skaffe føde. Moderen kunne lede faderen væk, men så lagde han sig igen, hvorefter de begge begyndte at hyle. Herefter rejste de sig begge og gik videre, men somme tider lagde de sig ned igen og begyndte at hyle. Til sidst forlod parret dog området, og efter 5-30 minutter vendte moderen ofte tilbage alene. Det var åbenbart lykkedes hende at motivere faderen tilstrækkeligt til, at hun turde stole på, at han faktisk fortsatte.
 		  
 

Demokratisk lederskab

  
  David Mech konkluderer, at moren og faren leder afkommets aktiviteter. At moren og faren tager initiativ til handling over for fremmede indtrængere ved hulen, til vandringer og til opvågningen kan være et argument for, at det er ejeren eller familien, som tager initiativ til handling over for postbudet, skraldemanden, rottefængeren, gæster i huset mm., til at gå tur og stå op. At ulvemoren og ulvefaren tager initiativ til disse aktiviteter, er dog ikke et argument for, at hunden ikke må tage initiativ til disse eller andre aktiviteter, eller at den i det hele taget ikke må tage initiativ til noget som helst. Ifølge David Mech er det nemlig sådan, at enhver højt motiveret ulv kan påvirke sine flokmedlemmers aktiviteter, og at flokledelse i afslappede situationer som leg synes at være et resultat af de forskellige flokmedlemmers impulser og motivation. For eksempel viser Erik Zimens undersøgelser af, hvilken ulv der tager initiativ til korhylen, at det generelt er ranglave voksne, der indleder korhylen. Det stemmer overens med, at det i en familieflok af grønlandske slædehunde konsekvent var den ranglaveste tæve, der hylede for ved at kontakte sin mor og bjæffe af hende, indtil hun begyndte at hyle og resten af familien fulgte trop. Lars Fält understreger da også, at nok er det alpha-dyret, som oftest tager initiativet, men ikke altid. I overensstemmelse med det foreslår han, at man giver hunden et antal accepterede hovedroller i stedet for at fjerne alle forsøg fra hundens side på at styre aktiviteterne. For eksempel hvis hunden gør, når det ringer på døren, skal den have lov til at gø to gange og så holde mund. Lars Fält tager det, at hunden gør ved døren, som et tegn på, at hunden er usikker på lederskabet. Man bør dog nok lige tage i betragtning, at nogle hunderacer oprindelig er fremavlet som vagthunde.

Lars Fält nævner også en række andre måder, hvorpå hunde tager initiativer til aktiviteter: de kommer med en genstand i munden og inviterer til leg, de trækker i linen for at komme et bestemt sted hen under spadsereturen, de går til døren eller kommer bærende med madskålen.
 		  
 

Forslag til medbestemmelse

  
  Nogle hunde har en ganske bestemt idé om, hvor de gider at gå. Ved at kaste et enkelt blik ned af f.eks. en villavej kan de afgøre, om der er noget af komme efter, eller om vejen er fuldstændig uinteressant ud fra et hundesynspunkt. Om ikke altid, så dog en gang imellem kan man lade hunden bestemme ruten. Nogle hunde har heller ikke lyst til straks at springe ind i bilen eller at gå ind i hjemmet, når man vender tilbage efter gåturen. Ved turens start gjaldt det bare om at komme af sted, og der var ikke tid til at undersøge området rundt om bilen eller boligen. Det er der - set ud fra hundens synspunkt - rigelig tid til ved tilbagekomsten.

Altså lad hunden få noget tid til at undersøge eller bare ligge og kigge, inden den springer ind i bilen eller går ind i hjemmet. Nogle hunde kan stå i meget lang tid og snuse intenst til spidsen af en kvist eller et græsstrå, og det kan nemt tage et kvarter at grave efter mus under en træstub på turen. Lad det være en hovedregel, at det er hunden, der afgør, hvornår den er færdig med en bestemt aktivitet på turen inklusive blot at stå og kigge.
 		  
 

Flokledere i ulvsk forstand

  
  Det, at vi tager initiativ til handling over for fremmede indtrængere som postbud, skraldemand og gæster, til at gå tur, stå op og giver hunden lov til at tage initiativer, berettiger os egentlig ikke til at betegne os flokledere i ulvsk forstand eller til at sige, at vi udøver lederskab i ulvsk forstand. Det skulle dog lige være, hvis vi også tager initiativ til jagt/angreb på bytte og til sammenstød med fremmede artsfæller og bærer halen højt og markerer. At hævde, at vi udfører lederskab i ulvsk forstand, er noget af en tilsnigelse. Det kan højst blive tilnærmelsesvist. Princippet om, at lederskab mindre handler om at nedlægge forbud, og mere om at tage initiativer, og at det ikke altid er forældrene, der tager initiativer, kan dog udmærket danne model for vores lederskab. Det er bestemt heller ingen skade til, at vi forsøger at opføre os sådan som Erik Zimen og David Mech beskriver alpha-hannen: det venlige og tolerante centrum for flokken og for de mange venlige stimlen-sammen ceremonier og som et selvtillidsfuldt, selvsikkert, åbent, udadvendt og initiativrigt individ. Vi kan bestemt også lære meget om lederskab ved at studere både ulves og frit omstrejfende hundes lederskabssignaler. Ulve- og hundeforskeren Michael W. Fox har sammen med to kolleger studeret lederskabssignaler (navnlig er øjenkontakt) hos en flok frit omstrejfende hunde. De beskriver for eksempel, hvordan to flokmedlemmer venter på et tredje medlem, som sætter farten op, når de to kigger tilbage på den. De beskriver også, hvordan et flokmedlem rejser sig, går lidt væk, vender sig om og kigger tilbage på de andre, hvilket stimulerer de andre til at følge efter. Hvis de alligevel ikke fulgte efter, travede eller løb den første yderligere nogle skridt, inden den igen kiggede tilbage. Og hvis de stadigvæk ikke fulgte med, stoppede den, kiggede tilbage og viste med en overdreven drejning af hovedet, hvilken retning den ville tage.

 

  
 

Sammenfatning

  
  Hvis vi skal overflytte David Mechs nye syn på rangorden og lederskab på menneskefamilien og familiehunden, må vi erstatte" flokken" med "familien", "floklederen" med "mor" og "far" (uden dog at behandle vores hunde som børn) og kaste det rigide, magtbaseret dominanshierarki på bålet. Måske bør begrebet "lederskab" også skiftes ud med f.eks. "forældreskab".

Konsekvensen af det må være, at vi afholder os fra:

1) at tillægge familiehunden hensigter om bestandig at stræbe efter højere rang og udfordre familiemedlemmernes position, og
2) at dominere familiehunden ved at gå først ud af døren, spise først, ignorere den ved hjemkomst osv. Vores lederskab eller forældreskab skal være demokratisk. Familiehunden skal have lov til at bestemme noget, og den skal have lov til at tage initiativer. Det, at dominanshierarki for en stor del er en fangenskabsadfærd, og familiehunden lever i fangenskab, er ikke et argument for at presse hunden ned i bunden af et menneskeskabt rigidt, magtbaseret dominanshierarki, hvor den henslæber et ulykkeligt, ensomt, isoleret liv som udstødt syndebuk.