Forstå din hund - del 3 - De dæmpende signaler

 

Kigge væk

  
  En af hundens mest fascinerende kommunikationsformer er dens brug af dæmpende signaler. Hunden bruger dæmpende signaler til at dæmpe andre individers sindsstemninger og løse konflikter ublodigt. De dæmper både aggressivitet, over-ivrige (ung)-hunde og usikre og nervøse hunde. Hunden dæmper også dens mennesker, når de for eksempel er vrede, irriterede, omfavner andre mennesker, råber for højt mm. Og sidst, men bestemt ikke mindst, bruger hunden de dæmpende signaler til at dæmpe sig selv. Det er som en helt ny verden, der åbner sig, når du kan tyde din hunds dæmpende signaler og ved, hvordan du skal reagere på dem. Så er det for alvor, at du bliver i stand til at kommunikere med din hund. Det tager tid at blive god til at observere og læse sin hund, men det er besværet værd.

Det er en norsk kvinde, Turid Rugaas, som har beskrevet hundens dæmpende signaler mest detaljeret. Ifølge hende findes der omkring 30 forskellige dæmpende signaler. Mange af de dæmpende signaler, er adfærd, som hunden også bruger i andre sammenhænge, hvor de ingen betydning har. Det vil sige, det er ikke hver gang, at hunden snuser i jorden, at den dæmper. Det er først, når signalet er en del af en kommunikation med andre, at det bliver til et dæmpende signal. Hunden kan også bruge flere af de dæmpende signaler på samme tid. At dreje hovedet til siden er det første af de dæmpende, vi skal se nærmere på. Hunden kan enten dreje hovedet til den ene side, dreje det først til den ene side og så til den anden, holde hovedet vendt væk et lille stykke tid eller bare kigge væk med øjnene. Ofte er der tale om, at hunden kun kigger væk en brøkdel af et sekund. Så det gælder om at være meget opmærksom.

Hunden bruger dette signal til at fortælle, at den synes, en situation er ubehagelig, eller at den er venligsindet og ikke udgør nogen trussel. Du kan observere, at din hund vender hovedet væk, når den hilser på en anden fremmed hund. I den situation vil hundene aldrig se direkte på hinanden. Din hund vil også vende hovedet væk, hvis en anden hund kommer for hurtigt hen for at hilse eller løber i en direkte linie mod din hund.

Sandsynligvis vil den også dæmpe dig ved at vende hovedet væk, når du holder rundt om den, krammer den, klapper den på den side, som er længst væk fra dig eller løfter den op. Eller hvis du bøjer dig ned mod din hund eller ind over den under for eksempel indkald eller i 'sit' og 'dæk'. Mange hunde vender også hovedet væk, når man vil tage billeder eller video af dem. Nu ved du hvorfor. Du kan selv bruge det at vende hovedet væk, når du hilser på fremmede hunde, eller hvis andre hunde knurrer eller gør af dig. På den måde kan du fortælle den, at du ikke er farlig, men venlig. Du kan også bruge signalet i forhold til din egen hund, hvis den bliver usikker på dig og bruger dæmpende signaler. Også i indkald vil du kunne få din hund til at komme hurtigere ved at se væk eller stille dig med ryggen eller siden til den. Du bør også nøjes med at kæle og klappe din hund på den side, som er tættest på dig selv.

 

  
 

At sætte sig ned

  
  Denne gang ser vi nærmere på det dæmpende signal at "sætte sig ned". Når hunden bruger det at sætte sig ned som et dæmpende signal, kan den enten bare sætte sig eller gøre signalet endnu kraftigere ved at sætte sig med ryggen til.

Min hunhund bruger ofte det at sætte sig ned med ryggen til overfor påtrængende hanhunde, som synes hun er dejlig. Og det får dem til at miste interessen ganske hurtigt. Hunden kan også bruge det at sætte sig ned for at dæmpe dig eller andre mennesker. En typisk situation vil være, hvis du eller andre, f.eks. børn, krammer hunden, hvilket den ikke bryder sig om. En god regel er derfor ikke at tillade, at hunden bliver krammet, eller at afbryde det, når du ser, at den begynder at lave dæmpende signaler.

Hvis du har en lidt usikker hund eller en hund, som kan være lidt aggressiv overfor andre hunde, kan du bruge det at få hunden til at sætte sig ned. I god tid inden den anden hund nærmer sig, får du din hund til at sætte sig foran dig, men med ryggen til den anden, når den passerer. Husk at have god afstand i starten. Når din hund er blevet mere tryg, kan du gradvist mindske afstanden til den passerende hund. Hav en masse godbidder, som du giver din hund stille og roligt, mens den anden hund passerer.

Du opnår faktisk to ting ved dette: At din hund ikke stresser op over den anden hund, og at din hund får en positiv oplevelse (godbidderne) ud af mødet med den anden hund. Jeg bruger denne øvelse meget med mine egne hunde, når jeg er ude at gå og kan se, at der kommer en hund, som jeg ved, de kunne finde på at gø af eller jage. Det er en utrolig god måde at forebygge og løse eventuelle konflikter på.

Du kan også selv bruge det at sætte dig ned, hvis din hund stresser, er overivrig eller lidt usikker og nervøs over et eller andet. I stedet for at skælde ud på hunden eller trøste den, sætter du dig bare stille og roligt ned, og foretager dig noget neutralt uden at have opmærksomhed på hunden.

Denne øvelse kan også bruges til at få din hund til at stresse ned efter at have leget vildt med andre hunde, eller hvis du er ude at gå med andre, og der er brug for noget ro. Så sætter I jer stille og roligt ned med hundene i snor, ignorerer dem og i løbet af kort tid vil der være ro i lejren. Eventuelt kan det være en fordel i starten at holde god afstand til hinanden. Øvelsen er også god som træning i at lære hundene at slappe af i andres selskab – og det er faktisk vigtigt, at hunde kan det.

 

  
 

Brugen af de DÆMPENDE SIGNALER

  
  En typisk situation, hvor hunden bruger det at lægge sig ned som dæmpende signal, er under leg med andre hunde. Hvis den ene hund bliver træt af legen eller synes, det går for vildt for sig, kan man ofte se, at den lægger sig pladask ned midt i det hele. Og hurtigt derefter er der så skabt ro i "rækkerne".

Man kan også opleve, at hunde lægger sig ned for at dæmpe, når de møder andre hunde på gåturen. Du har måske oplevet det med din egen hund eller med fremmede hunde. Når man på afstand møder en anden hund, så lægger en af dem sig ned i god afstand fra den anden hund, for så at rejse sig op og hilse, når den anden kommer tættere på. Det er dog ikke altid et dæmpende signal, når hunden lægger sig ned, når den møder andre. Det kan også ske som en del af jagtinstinktet. En af de hunde, min familie havde, da jeg var barn, havde en "leg" med vores heste, som altid løb ind fra folden af sig selv om aftenen. Vores hund gemte sig bag nogle træer, hvor den lagde sig ned på lur. Hestene vidste godt, at hun lå der, så de kom løbende prustende og med hovedet helt ned mod jorden. Når de havde passeret hende, sprang hun op og "jagtede" hestene, som dog også kunne finde på at jage hende.

Din hund kan også bruge det at lægge sig ned for at dæmpe dig, hvis du går for hurtigt og for direkte med foroverbøjet krop hen til den. F.eks hvis den ikke kommer, når du kalder, eller hvis du skal give den snor på eller kæle med den. For at undgå det, skal du bevæge dig langsomt og i en bue hen til hunden, så virker du ikke truende med dit kropssprog. Du må selvfølglige heller ikke være vred på din hund, når du kalder på den eller giver den snor på. Ligegyldigt hvor godt du forsøger at skjule, at du er sur og irriteret, så kan din hund læse din sindstilstand. Jo, at have hund er en god øvelse i selvbeherskelse.

Du kan selv dæmpe din hund, hvis den er for vild og ikke vil falde til ro i stuen, ved at lægge dig ned på sofaen med en god bog eller foran tv'et. Det vil inden for kort tid sætte en effektiv dæmper på din hund.

 

  

Forstå de DÆMPENDE SIGNALER
  Du kender sikkert situationen. Du sidder i sofaen om aftenen og får pludselig lyst til at kæle med hunden. Du vil gerne nusse den på de bløde ører og se ind i dens smukke brune øjne. Og hvad sker der? Hunden vil kun kløes på rumpen. Hvad er det egentlig, som sker her? Jo, hunden viser dig faktisk venlighed ved at vende sit våben – dens tænder – væk fra dig. Det er en form for dæmpende signal – og faktisk et meget kraftigt et. I denne situation viser hunden dig nok mest venlighed, og den er ikke så meget ude på at dæmpe hverken aggression, usikkerhed eller overivrighed.

Ofte vil hunden først bruge det at vende siden til, og hvis det ikke virker, vil den vende ryggen/bagdelen til og evt. gå den modsatte vej. Faktisk kan man sige, at der er flere dæmpende signaler her, som kan gradbøjes nogenlunde sådan:

1. Ikke have direkte øjenkontakt,
2. Kigge væk og evt. dreje hovedet lidt,
3. Vende siden til,
4. Vende ryggen/bagdelen til og gå den modsatte vej.

Din hund vil ofte bruge dette signal. F.eks. hvis der dukker noget brat og uventet op, f.eks. en hund, som kommer løbende hurtigt mod din hund, eller hvis du er vred på din hund og går hen mod den for at straffe den. En anden klassisk situation, hvor hunden vender sig væk, er, hvis den møder en lidt usikker hvalp. Her kan du opleve, at hunden pludselig vender omkring, mens den er på vej hen for at hilse på hvalpen. Det opfattes tit som om, at hunden er uinteresseret i hvalpen, men faktisk er den i færd med at fortælle hvalpen, at den er fredelig og ikke har fæle hensigter. Voksne hunde bruger meget det, at vende siden til i deres omgang med hvalpe og unghunde. Hvis en hvalp eller unghund f.eks. plager en voksen hund meget, vil den voksne ofte vende siden til den og blive ved med det, indtil legen stilner af. Det misforstås ofte, og folk tror, at hunden er alt for overbærende over for den vilde hvalp og ikke "evner" at sætte den på plads. Men faktisk er den i fuld gang med at opdrage på hvalpen/unghunden – bare på hundesprog.

Du kan selvfølgelig også bruge det at vende siden eller ryggen til, hvis du har brug for at dæmpe din hund. Det er f.eks. meget effektivt, når du skal lære din hund at komme, når du kalder. For ikke at virke truende på nogen måde, starter du indlæringen med først at sidde på hug med ryggen til hvalpen, når du kalder, så på hug med siden til, så på hug med front mod hvalpen, mens du kigger til den ene side osv., indtil du til sidst kan stå helt oprejst med front mod hunden og kigge direkte på den, når du kalder. Du kan også bruge det i situationer, hvor din hund er blevet bange for dig af en eller anden grund. Og brug det altid, når du hilser på fremmede, lidt usikre hunde, eller hvis en hund kommer farende mod dig og gør.

 

  
 

At gå imellem

  
  Vores hunde bruger det at "gå imellem", når de løser konflikter. Det vil sige, at de går ind og bryder en tæt kontakt mellem to hunde, en hund og et menneske eller to mennesker ved at gå eller stille sig midt imellem de "stridende" parter. Et klassisk eksempel er kæreste- eller ægteparret, som står og omfavner og kysser hinanden. Men fordi omfavnelse og tæt kontakt set med hundens øjne er en konfliktsituation eller en situation, som kan udvikle sig til en konflikt, går den ind og dæmper aggressionerne ved at gå imellem parret. Mange mennesker misforstår det og tror, at hunden er jaloux.

Hunden bruger det at gå imellem eller splitte op i mange forskellige situationer: Når du krammer venner og familie, sidder tæt sammen med andre i sofaen, og når andre hunde kommer for tæt på dig eller andre i familien (flokken). Også når to hunde – især unghunde - leger lidt for vildt og voldsomt sammen, kan en lidt ældre hund tage en tur ind imellem dem, så der igen kommer ro over gemytterne. Det kan være en god idé at have en ældre hund med sig, hvis man underviser hvalpehold. Den kan så gå ind og forhindre, at nogle hvalpe mobber andre, ved blandt andet at splitte op og stille sig imellem. Men det kræver, at man har en meget sprogsikker hund, som løser konflikter uden at være truende – ellers risikerer man, at hvalpene får dårlige oplevelser og bliver bange for andre hunde.

Min hanhund bruger det at gå imellem utrolig meget, når vi møder fremmede hanhunde, som viser lidt for megen interesse for min hunhund. Så møver han sig ind imellem dem og bliver ved med at gå imellem frem og tilbage, ind til den anden hund går videre. Utrolig effektivt, og som treårig har han endnu aldrig været i en slåskamp.

Du kan selv bruge det at gå imellem og splitte op. Men det er vigtigt, at du gør det korrekt. Du må ikke optræde truende, og du skal være rolig i dine bevægelser og undgå direkte øjenkontakt. Hvis du splitter op ved at gå imellem to hunde, skal du sænke farten, når du går ind mellem hundene. Når du stiller dig imellem din hund, og noget den er bange for eller utryg ved, er det en god idé at stå med ryggen til hunden. Det kræver lidt øvelse, men alle kan lære det. Prøv også at lægge mærke til, hvor tit din hund egentlig løser konflikter ved at "gå imellem" og lær af dens måde at gøre det på.

Der er mange situationer, hvor du kan bruge det at splitte op. Hvis der er optræk til en konflikt mellem to hunde, kan du stille dig imellem dem. Det kræver, at du er forudseende og griber ind i god tid, inden hundene kører op, og mens der er afstand imellem dem. Også hvis du har en hund, som gør af andre hunde eller mennesker, kan du stille og roligt stille dig imellem hunden og det, den gør af, med ryggen til din egen hund. Du kan også bruge det at stå imellem, når du skal lære din hvalp, at der er noget, den ikke må. Hvis den f.eks. graver i potteplanten eller gnaver i ledningerne, stiller du dig imellem hvalpen og det, den bider i, og bliver stående, indtil hvalpen holder op med at forsøge at komme hen til det "forbudte". Det kan kræve noget tålmodighed, men som med så meget andet er det det lange seje træk, som giver de varige resultater

 

  
 

Snuse i jorden

  
Jeg ser det så tit, når jeg er ude at lufte hunde. Ejere, der ikke kan få deres hunde til at komme, når de kalder. Jo mere de hidser sig op, jo mere futter hunden rundt og snuser i jorden. Og behøver jeg nævne, hvor vred ejeren bliver?

Det at snuse i jorden er faktisk et dæmpende signal. Hunden snuser selvfølgelig i jorden i mange andre situationer, fordi der er spændende dufte. Men af og til fungerer det som et dæmpende signal. Snusen i jorden kan variere fra et hurtigt dyk med hovedet til en langvarig intens snusen. Den kan være svært at skelne, hvornår hunden bare snuser i jorden, fordi der er noget interessant, og hvornår det faktisk er et dæmpende signal. Men læs situationen i sin helhed. Hvis der er en anden hund i nærheden, kan det meget vel være et dæmpende signal. Når du bliver gal og irriteret over, at din hund ikke kommer, når du kalder, går for langsom eller lignende, og din hund så reagerer ved at gå endnu langsommere og snuse i jorden, ja – så er den sandsynligvis i gang med at dæmpe dig. En anden karakteristisk situation, hvor hunden bruger snusen i jorden som dæmpende signal, er hunden, der møder en usikker hvalp eller unghund og på vejen hen for at hilse pludselig standser op og snuser interesseret i jorden.

Vi har lidt svært ved at bruge snusen i jorden som dæmpende signal – der er lidt langt ned. Men jeg plejer at bruge det at standse op, vende mig lidt omkring og studere et eller andet meget intensivt.

 

Dominerende eller ej
Det er en traditionel opfattelse, at hunde, der afmærker op af træer, genstande eller mennesker, afmærker territorium og er dominerende. Men der hersker stadig stor tvivl blandt forskerne om, hvad formålet med afmærkning egentlig er. I biolog Hanne Helmer Jørgensens bog, "Hund eller ulv", kan man læse, at studier af frit omstrejfende hunde ikke har bevist, at hundes urinmarkering blev brugt til at etablere og opretholde territorium, eller at afmærkningerne bliver respekteret som territorieafmærkning. I det studie, bogen refererer til, var der ikke et eneste tilfælde, hvor en hunds urinmarkering holdt en anden hund tilbage.

Den norske adfærdsspecialist Turid Rugaas mener, at afmærkning bl.a. bruges som et dæmpende signal i forhold til usikre eller ophidsede hunde. Hunden går rundt og afmærker, indtil der igen er skabt ro og orden. Min egen hanhund afmærker meget, og jeg har ham ofte mistænkt for at bruge det for at dæmpe sig selv i situationer, han ikke helt kan overskue. I disse tilfælde er der tale om en afmærkning, hvor hunden ikke samtidig knurrer og skraber bagud.

Bagudskraben er nemlig sandsynligvis et skræmmesignal rettet mod andre hunde. Turid Rugaas mener også, at et højt stressniveau kan være årsag til hyppige afmærkninger op ad træer, huse osv. Derfor bør man, ud over at være opmærksom på fysiske sygdomme, også være opmærksom på hundens stressniveau, hvis den pludselig begynder at tisse mere end sædvanlig. Endelig skal lige nævnes, at hunhunde i forbrunst og brunst (løbetid) markerer hyppigere (op til 2 til 2 1/2 gang hyppigere), end når de ikke er i forbrunst og brunst, og at det er helt naturligt.

Også det, at hunde tisser ovenpå hinandens afmærkninger, bliver ofte tolket som dominans. Den, der markerer ovenpå, siges at være den dominerende. Turid Rugaas mener imidlertid, at det "fælles tisseri" snarere er en social handling end en kamp om, hvem der er mest dominerende. Hundene bruger i stedet de fælles markeringer som en ufarlig form for samvær. Igen gælder det kun afmærkninger uden knurren og skraben bagud. Hanne Hjelmer Jørgensen er i "Hund eller ulv" inde på noget af det samme. Hun skriver, at det at medlemmerne af en ulve- eller hundeflok tisser oven på hinandens markeringer, eller en hanulv og hunulv/hanhund og hunhund, som kender hinanden/danner par, tisser ovenpå hinandens markeringer, sandsynligvis er et udtryk for samhørighed. I bogen refererer hun til en samtale mellem de to ulveforskere, David Mech og Erik Zimen, der taler om, hvad der sker, når to enlige ulve finder sammen og danner par, og hannen og hunnen urinmarkerer på de samme steder og genstande. Her skulle David Mech have sagt til Erik Zimen: "Ulve, der tisser sammen, holder sammen".

Når man har to hunde, der bor sammen til daglig, er dette helt tydeligt. I min lille flok sker det flere gange hver dag, at hundene tisser oven på hinandens markeringer. Men begge tisser på skift oven på hinanden, og der er ingen systematik i det. Ofte er min unge hanhund den mest ivrige - måske for at styrke samhørigheden og det sociale bånd imellem dem. Når to fremmede hanhunde derimod tisser oven på hinandens markeringer, knurrer og skraber bagud, er de ude på at skræmme hinanden og "vise sig".

Nu plejer jeg at komme med et forslag til, hvordan vi kan bruge hundens signaler selv. Men jeg må tilstå, at jeg ikke har forsøgt mig med markeringer. Jeg bruger i stedet denne viden som en mere nuanceret forklaring på markeringer - en forklaring og forståelse, som rækker ud over bare at sige, at det handler om dominans. Og det vil jeg da foreslå, at andre gør - til en start.

 

At smile
Det er langt fra alle hunde, som smiler, og derfor langt fra alle mennesker, som har set en hund smile. Når en hund smiler, ligner det menneskets smil. Hunden krænger læberne op og tilbage, og blotter enten fortænderne eller alle tænderne. Nogle mennesker kan blive forskrækket, når de ser det, fordi de tror, hunden er aggressiv – det er den ikke.

Det at smile ses hos mange forskellige racer, uden man kan sige, at alle hunde af den race smiler, f.eks. dalmatineren, PON, golden retriever, tervueren mm. Roger Abrantes skriver i "Hundesprog", at smilet er arveligt og findes i bestemte familielinier og hos bestemte racer.

Nogle hunde bruger smilet som en venlig gestus, mens andre bruger det som et dæmpende signal. Hunde bruger kun smilet, når de kommunikerer med mennesker og ikke over for andre hunde.

Begge mine egne hunde (PON'er) smiler i bestemte situationer. Min hanhund bruger smilet som dæmpende signal over for mennesker, som han er lidt usikker på, eller hvis han skal dæmpe mig. Min hunhund bruger kun smilet, når jeg kommer hjem fra arbejde – det er hendes måde at hilse på mig, når jeg har været væk.

Hvordan møder du en hund, der smiler? Jeg ville umiddelbart reagere ved at bruge andre dæmpende signaler, f.eks. at vende siden til og kigge væk. Smilet tror jeg derimod ikke, at vi mennesker skal bruge som dæmpende signal over for hunden, da hunden kan forveksle det med et truende signal.

 

At bevæge sig langsomt
At bevæge sig langsomt er et dæmpende signal, som hunden meget tit bruger. Den kan bevæge sig langsomt, når den ser en anden hund, skal hilse på en person, som virker truende, eller hvis den får øje på noget "farligt" (en skraldespand i tusmørke, en plastikpose mm.). Set fra hundens synspunkt, så virker hurtige bevægelser truende, mens langsomme bevægelser dæmper. Nogle gange sænker hunden bare farten lidt, andre gange standser den måske helt op.

Et klassisk eksempel er indkaldet, hvor hunden bevæger sig langsommere jo højere og mere vred ejeren bliver. Det bliver tit opfattet som en "provokation" fra hundens side, at den vil have det sidste ord, men i virkeligheden gør den alt, hvad den kan, for at få ejeren til at falde ned. Næste gang hunden skal komme, når der bliver kaldt, bliver det endnu værre, hunden går langsommere, begynder måske også at snuse i jorden, fjolle rundt mm. – alt sammen dæmpende signaler, som er så lette at misforstå.

De "langsomme" hunde ses også tit til træning og konkurrencer. Mange har f.eks. problemer med at få "fart" i hundene i både agility og lydighed. For mange krav, forbud og korrektioner er ofte skyld i det manglende tempo, men også forkert kropssprog og øjenkontakt spiller ind. Jeg har selv erfaret, at det "stive" kropssprog i lydighed, hvor man ikke kigger på hunden, er en stor gevinst og sætter mere fart i hunden. Modsat har jeg også oplevet, at min hund blev langsommere, jo mere jeg opildnede ham på agilitybanen. Også kommandoer sagt med høj og hård stemme, f.eks. "DÆÆÆK", får mange hunde til at bevæge sig langsomt. Dette er naturligvis en forsimpling af problemet med langsomme hunde, men der er afgjort en masse positivt at hente, når man arbejder med måden, man udtaler signaler på, kropssproget – og indstilling til hunden – under træningen.

Vores hund er nok den i hele verden, som kender os allerbedst. De læser de mindste ændringer i vores sindsstemninger og reagerer på dem. Når jeg f.eks. er på kurser eller hvor man skal "præstere" noget, så mærker min hund med det samme, hvis jeg er nervøs eller usikker. Og han reagerer med usvigelig sikkerhed ved at gøre alting MEGET langsomt. Det samme gælder, hvis man er sur og irriteret på hunden – selvom man prøver at skjule det, så går det direkte ned i hunden, som vil gøre alting i et langsommere tempo end normal.

Men hunden bruger også de langsomme bevægelser i mange andre situationer. Når hunden møder en fremmed hund på gåturen, vil en høflig hund sagtne farten (gælder ikke hvalpe og unghunde, som er i færd med at lære takt og tone blandt hunde), inden den hilser på den anden hund. Også når flere hunde leger sammen, kan en af dem bruge det at bevæge sig langsomt for at dæmpe de andre. Giv ALTID hunden mulighed for at sætte farten ned på gåturene – også når den er i snor – og gå gerne ud i en bue med hunden i snor – den løse hund klarer det af sig selv.

Lidt med modsat fortegn kan ejere, der har hunde – især hvalpe og unghunde – som buser frem, når de møder andre hunde, opleve, at deres hund får en på kassen af den anden hund. Det skyldes, at den frembrusende hund har overtrådt den gyldne regel om, at man altid bevæger sig i langsomt tempo, når man hilser på andre hunde. Der er ikke så meget at stille op – hunden må selv gøre sine erfaringer. Som ejer er det så vores opgave at passe på, at den ikke kommer til skade og bliver bidt, men vi skal heller ikke være overpylrede og blive sure på de andre hunde, som blot lærer den kåde hund nogle ordentlig hundemanerer. Det er altid en balancegang – man skal ikke tillade, at ens hund udsættes for hvad som helst, omvendt skal man heller ikke pylre om den, så den ikke får gjort sig nogle erfaringer.

Når hunden bruger det at gå langsomt, fordi der er noget "farligt" i sigte, skal man ikke begynde at trøste den og lokke den til at gå hen til det farlige. I stedet skal man med den største overbevisning om, at det her ikke er farligt, og uden at sige noget til hunden, gå hen til det farlige, undersøge det og blive der, til hunden får taget mod til sig, og kommer hen og kigger og snuser. Begynder man at trøste eller lokke, får det bare hunden til at tro, at der for alvor er noget at være bange for. Og næste gang den møder noget farligt, bliver den endnu mere bange. Hvis man omvendt med overbevisning går hen til det farlige, lærer man hunden, at den kan stole på en, og at der absolut ingenting er at være bange for. Næste gang vil den være knap så frygtsom, når den støder på noget farligt. Det er min erfaring, at man med denne fremgangsmåde får en hund, der naturligvis er påpasselig over for "farlige og ukendte ting" (det skal man være som hund), men som er modig nok til at gå hen og undersøge det nærmere uden at dø af skræk.

Men hvordan kan vi så bruge de langsomme bevægelser? Når man møder fremmede hunde, som virker lidt usikre og trykkede, er det en god idé at træde på bremsen og sætte tempoet ned – gerne samtidig med, at man går ud i en bue. Jeg sætter altid tempoet ned, når jeg passerer fremmede hunde, hunde, der er bundet foran en forretning, eller hvis en af mine egne hunde, bliver trykket over noget, jeg gør. Jeg synes også, at det er en god idé at lære børn, at passere hunde stille og roligt, og uden at løbe. Børn, der løber, kan enten virke truende på hunden eller tænde dens jagtinstinkt, så den løber efter barnet og skræmmer det. Når det er sagt, synes jeg også, at man skal lære sin hund at være tryg ved hurtige bevægelser og folk, der løber, fra den er hvalp, som en slags forebyggelse af problemet. I næste nummer af Hunde Nyt vil jeg fortælle om, hvordan man kan arbejde med at vende hunden til at acceptere joggere, cykler, rulleskøjter mm.

 

”Slikke snude”
At slikke snude er et af de dæmpende signaler, hunden bruger allermest. Det foregår ved, at hunden hurtigt slikker sig om snuden med tungen. Det behøver dog ikke være en bevægelse, som går op mod snuden. Nogle gange stikker hunden bare tungen ud meget kortvarigt. Faktisk går det tit så stærkt, at man ikke når at lægge mærke til det. Tit er snudeslikket kombineret med, at hunden vender hovedet lidt til den ene side.

Tidligere mente man, at den smaskelyd, som kan fremkomme, når hunden stikker tungen ud, havde en dæmpende effekt. Det bliver der i dag stillet spørgsmålstegn ved, fordi det nok snarere er det visuelle i bevægelsen, som virker dæmpende, end selve lyden.

Hunden bruger "snudeslikket" i mange forskellige situationer. Den kan bruge det, når den møder en anden hund, bliver kostet rundt med af familiens anden hund, bliver kommanderet hårdt med af ejeren, eller hvis nogle bøjer sig ned over den eller ind over den, og den synes, det er lidt ubehageligt. Jeg har også lagt mærke til, at især klikkertrænede hunde ofte bruger snudeslikket, når de hører klikket. Jeg er dog helt sikker på, at det i den situation ikke har en dæmpende effekt, men snarere skyldes forventningen om at få noget lækket.

Du kan selv forsøge dig med at bruge "snudeslikket" ved at slikke dig rundt om munden, f.eks. når du skal passere en fremmed hund. Men som storforbruger af læbepomade er det ikke noget, jeg generelt vil anbefale. Jeg synes personligt, at det er meget ubehageligt i længden.

 

Gaben
Gaben er nok det mest kendte af Turid Rugaas' dæmpende signaler. Turid Rugaas skriver selv i sin bog "På talefod med hunden", at det er det signal, som folk finder mest spændende, og som skaber mest debat.

Gaben hos hunde er som hos os mennesker – vi gaber, når vi er trætte, men også hvis vi er i en lidt anspændt situation. Herudover bruger hunde gaben som dæmpende signal for at få andre til at slappe af eller for selv at falde til ro. Hunden kan bruge gaben, når den er ophidset, f.eks. inden en gåtur. Turid skriver også, at hundene ofte gaber hos dyrlægen, eller hvis der er skænderier i familien. Endvidere ses det tit, når en hundeejer tager sin hund op på armen. Her vil hunden ofte kigge væk og gabe, fordi den ikke bryder sig om den tætte kontakt.

Vi kan selv bruge det at gabe for at få hunden til at falde til ro. Dog skal det lige bemærkes, at det ofte ikke er nok bare at forestille, at man gaber. Man skal præstere en rigtig gaben – gerne højt og inderligt, for at det virker. Nogle gange skal man også gabe flere gange, før det har en effekt.

Jeg må tilstå, at det er et dæmpende signal, som jeg aldrig bruger. Jeg har aldrig rigtig oplevet den store succes med det, men ved, at det har mange andre. Men som Turid også skriver, så er det i hvert fald helt ufarligt at prøve at bruge, selv om det skulle vise sig ikke at virke på din hund.
 

”Legebukket”
Nogle af de signaler hos hunde, vi opfatter som udtryk for glæde, bruger hunden også som dæmpende signaler. Det gælder både logren og det såkaldte legebuk, hvor hunden går ned i forbenene, bevæger sig fra side til side og på den måde inviterer andre hunde eller mennesker til at lege.

Logren er altså ikke altid et udtryk for glæde. Men kan sammen med andre signaler, som viser, at hunden er bange, usikker, gal eller stresset, bruges som dæmpende signal. Det samme gælder legebukket. Når hunden bruger legebuk som dæmpende signal, går den ned i forbenene, bliver måske et par sekunder i positionen og så op igen. Den kan bruge legebuk som dæmpende signal over for andre hunde, "frygtindgydende" genstande, andre dyr og mennesker.

Både logren og legebukket er svært for os at efterligne. Logren er noget nær umuligt, mens vi kan efterligne et legebuk ved at strække armene frem og bevæge os nedad. Men det er mere oplagt at bruge nogle af de andre dæmpende signaler, som vi bedre kan efterligne.
 

Omdirigeret adfærd
Det sidste af de dæmpende signaler, som Turid Rugaas præsenterer, er omdirigeret adfærd – at hunden gør "noget andet". Hun skriver, at hundene meget tit bruger det, uden vi lægger mærke til det. Hun fortæller bl.a., om sin egen schæfer, der ville hilse på en mand, som blev bange for den. Hunden tog så en pind i munden og løb rundt med den, mens den prøvede at overse manden. Hun siger også, at en hund kan lade som om, den er meget optaget af et eller andet, hvis den står over for et truende menneske, som den ikke ved hvad den skal stille op overfor. Et andet eksempel er den uerfarne hyrdehund, som pludselig forlader "arbejdet" og løber ud for at lette ben.

Det var så det sidste dæmpende signal i rækken. Inden jeg afslutter serien helt, vil jeg lige knytte et par kommentarer til brugen af dæmpende signaler. Jeg mener nemlig, at de også skal bruges med omtanke over for ens egen hund. Da min hanhund var yngre, var han meget blød og forsigtig af sig. Han var også lidt sky og reserveret over for fremmede, og han trak sig, når de ville hilse på ham. Jeg blev meget forsigtig i min omgang med ham og brugte mange dæmpende signaler, langsomme bevægelser osv. for at få ham til at føle tryg. Men så sagde en klog kvinde (hundepsykologen Irene Liliequist) til mig, at jeg i stedet skulle gå i gang med at "hærde" ham. Hun fortalte, at det er meget typisk, at man bliver forsigtig af sig, når ens hund er forsigtig. Men det bliver den ikke mere tryg af.

Den skal i stedet – på en forsvarlig måde – hærdes til gradvist at kunne tåle mere og mere. Det er måden at gøre en hund tryg på. Mange af de mennesker, hunden møder gennem livet, kender ikke til brugen af dæmpende signaler. De bøjer sig ned over hunden, smiler til den og klapper den oven på hovedet og det virker set med hundeøjne meget truende. I den virkelige verden er der også larm og støj, uro, høje stemmer, pludselig bevægelser osv. Og jeg synes, det er bedst for hunden, hvis den kan tackle disse ting uden at blive utryg og nervøs, og hunden kan trænes til ikke at opfatte vores signaler som trusler.

Dermed ikke sagt, at man skal overse hundens dæmpende signaler. For de fortæller noget om, hvordan hunden har det i en bestemt situation. Man skal også respektere dem og – tit – reagere på dem. Men man skal ikke falde i den grøft, som jeg faldt i, og overbeskytte sin hund og fratage den muligheden for at få erfaringer og "blive hærdet". Det er altså en balancegang – som så meget andet. Man skal ikke tage sin hund væk, gå i mellem eller lign., hver gang den slikker sig om munden, kigger væk osv., når den møder en
anden hund, fordi den skal lære at være tryg ved andre hunde. Men man skal på den anden side heller ikke udsætte sin hund for at få en masse dårlige oplevelser med andre hunde. Man bør også lære/træne sin hund til at vænne sig til, være tryg ved og gerne synes om at blive klappet på hovedet, hurtige og direkte bevægelser, at man bøjer sig ind over den osv. – for det vil den sandsynligvis komme ud for mange gange i løbet af livet.

Jeg har prøvet at finde nogle regler for, hvornår man skal bruge de dæmpende signaler over for ens egen hund. Men det er svært og vil meget tit være en vurderingssag. Har man f.eks. en hund, der slikker sig om munden og kigger væk hver gang man råber dæk, kalder på den eller lign., så synes jeg, man skal overveje, hvordan man kan komme til at virke mindre truende i den situation. Men har man en hund, der trækker sig, når man klapper den på hovedet, eller kigger væk, når man går for hurtigt og for direkte hen til den, så synes jeg, man skal træne den til at være tryg ved det. Og den træning skal tilrettelægges, så man går langsomt og gradvist frem. Derimod er jeg ikke i tvivl om, at man i mødet med andre hunde, når man har sin egen hund i snor, altid skal bruge de dæmpende signaler og gå ud i en bue og gå langsommere. Det gør jeg også tit, når mine hunde er løse. Jeg vil også altid bruge de dæmpende signaler, når jeg møder en fremmed hund på gen hånd, for at fortælle den, at jeg er venligsindet.